Wednesday 07. June 2023

To snedkere i træning mod EuroSkills 2023

 

Når der fra den 5. – 9. september 2023 afholdes EuroSkills i Gdansk i Polen, er Snedkernes Uddannelser repræsenteret med to deltagere – én i møbelsnedkerkonkurrencen og én i bygningssnedkerkonkurrencen.

 

EuroSkills er europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og unge håndværkere. Det bliver afholdt hvert andet år, i ulige år, i en by i Europa. EuroSkills arrangeres af den europæiske Skills-organisation WorldSkills Europe.

Den danske møbelsnedker

 

Møbelsnedker Frode Lange Sckerl, 21 år fra Stenmagle (Sjælland), har vundet DM i Skills for møbelsnedkere i 2022, hvilket kvalificerede ham til at repræsentere møbelsnedkerfaget ved det kommende EuroSkills 2023. Frode blev udlært i 2022 med sølvmedalje fra Raaschou inventarsnedkeri i Skovlunde, og har taget sine skoleophold på Roskilde Tekniske Skole. Frode arbejder i dag som svend hos Baarup Møbelsnedkeri. Frode har i forbindelse med sin træning deltaget i følgende nationale mesterskaber, Polen 2022 og det Sydtyske mesterskab. I de to konkurrencer opnåede han 3. plads i Polen, og 2. plads i Sydtyskland blandt både de nationale og de internationale deltagere.

 

Den danske bygningssnedker

 

Bygningssnedker Tobias Preilev Hansen, 21 år fra Næstved, har vundet DM i Skills for bygningssnedkere både i 2020, (2021 var aflyst grundet Corona) og 2022, hvilket kvalificerede ham til at repræsentere bygningssnedkerfaget ved det kommende EuroSkills 2023. Tobias blev udlært i 2022 med sølvmedalje fra Mester Madsen A/S i Bårse, og har taget sine skoleophold på Roskilde Tekniske Skole. Tobias arbejder som svend hos Mester Madsen A/S, som er et snedker- og tømrerfirma, som har specialiseret sig i restaurering af fredede bygninger. Tobias har i forbindelse med sin træning deltaget i følgende nationale mesterskaber, Polen 2022, Belgien 2022 og det Sydtyske mesterskab. I alle tre konkurrencer opnåede han førsteplads blandt både de nationale og de internationale deltagere.

 

I møbelsnedkerkonkurrencen deltager 16 lande, og i bygningssnedkerkonkurrencen deltager 12 lande. I begge konkurrencer skal der udføres en opgave i løbet af 18 timer.

I alt vil der ved EuroSkills 2023 være 600 deltagere fra 32 forskellige lande, som vil dyste inden for 43 forskellige fag. Danmark deltager med 21 fag. Der forventes mere end 100.000 besøgende.

Træningen op til EuroSkills

Det danske snedkerteam har store ambitioner for deres deltagelse. For at opnå det bedste resultat, er de to danske deltagere derfor i færd med et træningsprogram, som omfatter 13 ugers træning på Roskilde Tekniske skole forud for deltagelsen i Gdansk i september 2023.

Derudover deltager de i 3 internationale camps i juni og juli, hvor de to snedkere også får hilst på andre kommende europæiske deltagere i EuroSkills 2023. I de internale camps bliver deltagerne testet i diverse opgaver på tid, hvor de kan måle sig med deres konkurrenter.

Udover den faglige træning på Roskilde Tekniske Skole arrangerer SkillsDenmark fire landsholdssamlinger på i alt syv dage for de 21 danske deltagere. Her vil landsholdsdeltagere forberede sig ved bl.a. at gennemgå både fysisk og mental træning som led i forberedelsen til EuroSkills 2023.

De internationale camps 

UGE 23
Deltagelse i international camp i Sverige med andre europæiske deltagere.

UGE 27
Deltagelse i den årlige Talentcamp på Herningsholm Erhvervsskole. Foruden den danske Talentcamp for både bygningssnedkere, maskinsnedkere og møbelsnedkere afholdes der sideløbende en international camp for kommende deltagere i EuroSkills 2023. Der forventes deltagere fra Polen, Frankrig, England, Belgien, Ungarn og Finland. 

UGE 30
Deltagelse i international camp i Ungarn med andre europæiske deltagere.

Hver deltager skal have en dommer med til det internationale dommerteam under EuroSkills 2023. De danske dommere er Peter Hansen, bygningssnedker, og Odin Vex, møbelsnedker. Dommerne deltager og bedømmer også i de internationale camps forud for EuroSkills.

Læs mere og følg med

På facebooksiden Snedkerteamet RTS , hvor der jævnligt er nyt om og Tobias og Frodes deltagelser ved EuroSkills.

Læs mere om EuroSkills 2023 på den officielle hjemmeside euroskills2023.org og på skillsdenmark.dk

Følg også SkillsDenmark på facebook, hvor der løbende er nyt om det danske Skills-landshold.

 

Tilbage til nyhedsoversigt