mandag 06. marts 2023

Nyt og styrket amukurs.dk gør det nemmere at finde relevante kurser

I sidste uge gik det nye amukurs.dk i luften. Den opdaterede kursusportal indeholder mange af de samme funktioner, som det oprindelige amukurs.dk, men i en opdateret brugerflade, som gør det nemmere at finde de relevante AMU-kurser.

 

Amukurs.dk så dagens lys i 2011. Formålet med portalen var at skabe et nationalt og brugervenligt alternativ til de eksisterende kursusportaler. Nu bliver portalen lanceret i en ny udgave af organisationerne bag portalen: DI, Dansk Metal og 3F.

I den nye udgave af amukurs.dk er det fortsat de brugervenlige indgange, der er kernen. Indgangene tager udgangspunkt i ord og begreber, som målgruppen for AMU bruger i dagligdagen, og bliver suppleret med en opdatering af andre funktioner, der er unikke for amukurs.dk.

- AMU-systemet er første skridt på vejen til opkvalificering for mange ufaglærte og faglærte. Derfor er det helt afgørende, at der findes et sted, hvor det overskueligt at orientere sig om de mange muligheder, der findes med AMU. Det er baggrunden for, at vi i sin tid lancerede amukurs.dk, og det er også grunden til, at vi har valgt at videreføre portalen i en ny og mere brugervenlig version, fortæller Pia Maul Andersen, næstformand for 3F Industrigruppen.

Funktioner gør det nemt at få overblik

Udover de brugervenlige indgange kommer portalen til at indeholde følgende funktioner, som bidrager til, at det bliver nemmere at finde relevante AMU-kurser:

  • Mulighed for at gemme kurser som favoritter, så de er nemme at finde, næste gang man besøger amukurs.dk.
  • Et søgefelt, hvor alle AMU-kurser kan søges frem.
  • En FAQ med svar om AMU.
  • Mulighed for at lave et skræddersyet katalog med kurser, kursusbeskrivelser og kursusdatoer (bliver tilgængelig i løbet af marts).
  • En kursusagent som giver besked, når de kurser, man har valgt, bliver udbudt (bliver tilgængelig i løbet af foråret).
  • Mulighed for at få besked, når kurser udbydes på bestemte skoler (bliver tilgængelig i løbet af foråret).


AMU er en afgørende del af efteruddannelsestilbuddet til fx faglærte i industrien og mekanikerne på værkstederne, og det er vigtigt, at vi får vist mulighederne og skaber inspiration til, hvordan AMU kan bruges. Det gør vi med den opdaterede version af amukurs.dk, som udover bedre overblik også tilbyder funktioner, fx det skræddersyede katalog, der inspirerer målgruppen til kommende kurser, siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal.

Brancheområder og kursuspakker viser vej til 1500 kurser

På forsiden af amukurs.dk er hele seks efteruddannelsesudvalg repræsenteret via de fem brancheindgange. Det betyder, at næsten 1500 AMU-kurser er tilgængelige via de brugervenlige indgange og pakker af kurser, der anviser, hvordan nogle kurser naturligt hører sammen.

– Vi er glade for, at så mange efteruddannelsesudvalg har valgt at være med på det nye amukurs.dk. Det betyder, at amukurs.dk bedre afspejler det mangeartede kompetencebehov, som eksisterer ude i virksomhederne. Det er en kæmpe fordel, at det er nemt både at finde fx truck-kurser, svejsekurser og Excel-kurser det samme sted, lyder det fra Signe Tychsen Philip, underdirektør i DI.

De efteruddannelsesudvalg, som er en del af amukurs.dk er:

  • Industriens Fællesudvalg
  • Metalindustriens Uddannelsesudvalg
  • Transporterhvervets Uddannelser
  • Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation & Ledelse
  • Efteruddannelsesudvalget for Tekniske Installationer og Energi
  • Træets Efteruddannelsesudvalg
  • Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri

 

I søgefeltet på forsiden er det muligt at fremsøge alle eksisterende AMU-kurser.

Industriens Uddannelser er ansvarlige for den overordnede drift og udvikling af amukurs.dk.

Mere om AMU

AMU-kurser er en del af det offentlige uddannelsessystem.

Den aktuelle pris er 128 kr. eller 192 kr. pr. dag. I løbet af 2023 vil prisen stige en smule.

amukurs.dk kan man se ved hvert kursus, hvad kurset koster. Priserne gælder for faglærte og ufaglærte personer.

Der er mulighed for at søge om VEU-godtgørelse og befordringstilskud ved brug af AMU. Mange kompetencefonde dækker også udgifter ifm. AMU-kurser.

Tilbage til nyhedsoversigt