Møbelpolstrer med speciale i moderne polstring

Uddannelsen

På uddannelsen i boligmontering kan du blive faglært autosadelmager, møbelpolstrer med speciale i moderne polstring eller møbelpolstrer med speciale i traditionel polstring.

Som møbelpolstrer med speciale i moderne polstring lærer du at polstre møbler efter moderne metoder og udvikle løsninger, der er egnede til moderne produktion. Du syr og tilpasser betræk i stof eller læder og opbygger polstring ved hjælp af skum, fibertex og en række andre materialer.

Du arbejder primært med fremstilling af nye møbler, der produceres i større antal, og du udvikler skitser og tredimensionelle modeller, som viser møblets form, funktion og udseende.

Derudover afprøver du nye bæredygtige materialer og anvender computerstøttede designværktøjer (CAD-programmer) til at designe møblers form og betræk. I arbejdet benytter du både hånd- og el-værktøj.

Varighed

Uddannelsens varighed varierer, alt efter om du kommer direkte fra folkeskolen eller ej. Lærlinge, der kommer fra folkeskolen, eller op til 11 måneder efter, starter på grundforløbets 1. del. Alle andre, herunder lærlinge med en uddannelsesaftale, starter på grundforløbets 2. del. Hovedforløbet veksler mellem læreplads og 6 x 5 ugers skoleforløb og afsluttes med en svendeprøve.

Er du fyldt 25 år, tilrettelægges uddannelsen individuelt og afhænger af dine erfaringer. Du kan læse mere her

 

 

Grundforløb

Grundforløbet tages på en erhvervsskole og varer 40 uger (G1+G2), hvis du kommer direkte fra folkeskolen, eller 20 uger (G2) for alle andre. Her får du en generel introduktion til faget og du tilegner dig en række kompetencer, viden og færdigheder i forhold til tegning, materialer, værktøjer, design, polstring, autointeriørdele og gardininstallation. Se uddybende kompetencemål. Derudover skal du gennemføre grundfagene; matematik F og teknologi F, og du gennemfører certifikatfagene:, førstehjælp og elementær brandbekæmpelse.

Hovedforløb

Efter grundforløbet fortsætter du uddannelsen på hovedforløbet. Her finder du en virksomhed, hvor du kan komme i lære og arbejde med faget på en rigtig arbejdsplads. Undervejs i dit lærlingeforløb bliver du indkaldt til seks skoleophold, hvor du får mulighed for både teoretisk og praktisk fordybelse også i forhold til de dele af faget, som du muligvis ikke har stiftet bekendtskab med i din lærepladsvirksomhed.

Fagene på hovedforløb

I løbet af de 30 ugers hovedforløb har du 23,5 ugers obligatoriske uddannelsesspecifikke fag fordelt på følgende emner; IT og CAD konstruktion, maskin/værktøj, salg og service, iværksætteri, læderarbejde, industriel  polstring, steltyper og arbejdsmiljø. Ud over det håndværksmæssige skal du bestå to grundfag, design og teknologi. Derudover har du og i alt tre ugers valgfrie specialefag på hovedforløbet, hvor du kan vælge mellem en række fag. Du har yderligere ret til fire ugers påbygning, hvor du kan tage valgfrie specialefag. Du har efter aftale med din virksomhed yderligere mulighed for fire ugers faglig påbygning – erhvervsrettet eller studierettet påbygning er supplerende undervisning i form af fire ugers valgfri specialefag eller studierettede enkeltfag. Du og din virksomhed skal aftale påbygningen, og det skal fremgå af uddannelsesplanen. Henvend dig til din skole for yderligere information.

Arbejdsområde

Som møbelpolstrer går dit arbejde først og fremmest ud på at polstre møbler og beklæde med betræk. Du kommer til at arbejde med design og individuel boligindretning. Du skal rådgive kunder om valg af stoffer og steltyper, og du skal opbygge møblernes polstring individuelt og tilpasse mål, vinkler og hårdhed til kundens særlige ønsker. Du kan også skabe nye modeller efter tegning i samarbejde med møbeldesignere. Endelig kan du også arbejde med restaurering af gamle møbler. Du kan både arbejde med hånd- og el-værktøj.

Ansættelsesområde

Du kan typisk få ansættelse i små og store produktioner inden for polstrer-branchen. Du kan også få ansættelse i udviklingsafdelinger i polstrer-branchen. Endelig kan du også vælge at blive selvstændig med egen virksomhed eller værksted.

Videreuddannelse

Med et svendebrev som møbelpolstrer kan du tage en uddannelse som designteknolog eller produktionsteknolog mv. Med gymnasiale suppleringsfag får du blandt andet adgang til en videregående uddannelse som designer eller arkitekt. Du kan læse mere om videregående uddannelser her.

Har du brug for vejledning?

Du er altid velkommen til at ringe til e-vejledningen, som sidder klar til at svare på dine spørgsmål om uddannelsen. 

Kontakt e-vejledning

Hvor kan jeg uddanne mig til møbelpolstrer?

Læreplads?

På lærepladsen.dk kan du få hjælp til af finde en læreplads.