Uddeling af medaljer i Østjylland
Byrådssalen i Aarhus var fyldt med festklædte mennesker torsdag 11. maj, da præmieringen af de 23 bedste, nyuddannede håndværkere og industriarbejdere, som Østjylland kan fremvise, fik overrakt medaljer og diplomer.
Blandt de unge, der alle har fået 10 eller 12 til deres svendeprøve, var maskinsnedker Nicklas Hauge Vinde, der fik en flot sølvmedalje efter at have høstet fire 12-taller for sit svendestykke. Nicklas har gået på Skive College og er udlært hos Vahle, hvor direktør og medejer Ole Mølby udtaler: ”Når en ny snedkersvend bliver uddannet, så bliver man altid glad og stolt. Det er fordi, der er et menneske, der har udnyttet sit potentiale og er kommet i mål med sin uddannelse, men det er også et medarbejderteam, der har bidraget til at et talent kan udfoldes”.
Til svendeprøven har Nicklas produceret en lænestol med skammel, som han har navngivet ”The Oyster Chair”. Den er bygget i eg og egefiner, og den er polstret med læder.
”Det har været spændende og udfordrende at arbejde med stolen. Jeg er ret glad for nogle af de samlinger jeg har fået lavet”, fortæller han mens han også forklarer om udfordringerne med at lave sæde og ryglæn i formspændt egefiner. Han forsøgte sig først med vakuum-dug, men der skulle en kontraskabelon til, for at kunne formpresse de mange lag finer.
Man kunne i 2022 opleve Niclas' stol på Trapholt, da han der var én af de 20 nyuddannede snedkere, der var udtaget til at vise deres svendestykker frem under udstillingen About Wood – Snedkernes Dag.
(foto: Lasse Skov)
Medaljeuddelingen
Medaljeuddelingen, der hvert år finder sted i de flotte og historiske rammer på Rådhuset i Aarhus, er en gammel tradition og en festdag for det gode håndværk. Med borgmester Jacob Bundsgaard som vært og Aarhus Haandværkerforening, Dansk Industri Østjylland, DI Silkeborg og DI Randers-Norddjurs som arrangører blev uddelingen af bronze- og sølvmedaljer og kåringen af Årets Æreshåndværker så festlig som nogensinde.
Inden årets medaljemodtagere blev kaldt op én efter én, var der taler fra bl.a værten Borgmester Jakob Bundsgaard: ”I, der er samlet her i dag, repræsenterer den flotte egenskab det er, at kunne binde håndens og åndens arbejde sammen. Der er en grund til at være stolt over det gode håndværk. Ikke kun fordi vi – som alle ved – mangler dygtige håndværkere inden for alle fag, men fordi I med jeres dygtighed er med til at holde de faglige traditioner ved lige. I har om nogen udvist flid og engagement. Og I er en inspiration for os alle sammen”, lød velkomsten fra Aarhus’ borgmester.
Dagen sluttede med udnævnelse af Årets Æreshåndværker 2023, Peter A.G. Nielsen, og reception i Rådhussalen.
Stort tillykke til Nicklas og alle de dygtige, præmierede nyudlærte håndværkere.