Monday 17. August 2020

Kongehallen i Sagnlandet Lejre modtager af Snedkerprisen 2020

For tredje gang uddeler Københavns Snedkerlaug Snedkerprisen på 150.000 kr. Prisen gives i år for et imponerende håndværk, hvor højteknologiske maskiner har arbejdet sammen med traditionelt værktøj og specialiserede håndværkere i forarbejdningen af over 1000 tons dansk egetræ.

Københavns Snedkerlaug har valgt at præmiere det fine og komplekse håndværk, der kan opleves i Kongehallen: ”I den nye kongehal, som er den værdige modtager af Snedkerprisen 2020, er vikingernes imponerende træskærerarbejde vakt til live med en blanding af CNC-teknik og traditionelt træskærerarbejde. Fortidens udsmykning er gjort mulig med nutidens omkostningsniveau, kongernes hal er vakt til live – og resultatet gør snedkerhåndværket ære”, lyder det blandt andet i Københavns Snedkerlaugs motivering for prisen.

Kongehallen fortæller historier om levevis, magt og æstetik i vikingetiden – og trækker håndværksmæssige tråde gennem tiden: ”Gennem vores arkæologiske research og stærke samarbejde med nutidens dygtigste håndværkere, skovbrugere og arkitekter, har vi fået ny forståelse og enorm respekt for de ukendte tømrere, snedkere og billedskærere, der i 700-tallet udtænkte, skabte og udsmykkede den oprindelige kongehal”, fortæller Lars Holten, direktør for Sagnlandet Lejre.

Snedkerprisen er indstiftet for at belønne personer, firmaer, organisationer og bygherrer, der har deltaget i et værk eller et virke, hvor træet spiller hovedrollen. Ydermere belønnes håndværksmæssig bevidsthed og kvalitet, innovation og tradition. Snedkerprisen 2021 kan søges fra nytår, og ansøgningerne vurderes af en priskomite af fagfolk.

Snedkerprisen 2020 overrækkes torsdag den 27. august i Danmarks største vikingehal i Lejre.

Foto: Ole Malling

Tilbage til nyhedsoversigt