Monday 06. November 2017

800 mennesker besøgte Snedkernes Dag på Trapholt søndag den 5. november 2017. Det er 200 flere end i 2016, hvor besøgstallet lå på 600. Det er syvende år i træk, at der afholdes Snedkernes Dag, nu også døbt ”About Wood”.  Arrangementet, som er skabt i et samarbejde mellem Trapholt Museum og Snedkernes Uddannelse, er en hyldest til det gode håndværk og design. 

De mange besøgende, en blanding af snedkere, branchefolk og hr. og fru Danmark, mødte 16 af de mest talentfulde af dette års nyuddannede snedkere, da de præsenterede deres præmierede svendestykker på udstillingen.


Snedkernes Dag er en udstilling, hvor publikum har lov til at røre ved de udstillede svendestykker, og få en snak med håndværkeren bag møblet. Så de 16 udstillende maskinsnedkere og møbelsnedkere havde travlt med at svare på spørgsmål om udformningen af møblerne, samlinger og træsorter.


Dagen blev åbnet af Karen Grøn, direktør for Trapholt. Herefter var der et spændende foredrag af Kasper Holst Pedersen fra PP Møbler der bl.a. udfører mange af Hans Wegners møbler. Håndværkerne hos PP Møbler opfordres altid til at udforske håndværket og udvikle nye og mere præcise måder at forfine produktionsprocessen - altid med respekt for materialet. Derfor er det træ PP Møbler bruger i produktionen fra bæredygtige skove i Danmark og Tyskland. 

Derudover kunne publikum selv prøve kræfter i forskellige workshops, hvor de kunne udføre lamper og skærebrætter mm.

Tilbage til nyhedsoversigt