Få træet mellem fingrene – og tag dit eget værk med hjem
Mens fagatleterne kæmper for medaljer til EuroSkills 2025, kan du selv få træ, maskiner og værktøjer mellem hænderne og lave din egen bil, bordskåner eller æske. Mød op på Snedkernes Uddannelsers stand.
En bil til din niece, en æske til dine hemmeligheder eller måske en bordskåner til lørdagsmiddagen? Til EuroSkills 2025 kan du lave dit eget lille mesterværk i træ – som du selvfølgelig får med hjem.
Du prøver at arbejde med en lille CNC-maskine, en fræser og en båndpudser, inden du lægger sidste hånd på dit værk ved arbejdsbordet, hvor du limer og pudser træet. Det hele sker selvfølgelig under kyndig vejledning fra eksperter og lærlinge, som står klar til at hjælpe dig med dit projekt – og fortælle dig om arbejdet som snedker og livet som lærling.
Oplev snedkerfaget, når det er bedst
På standen kan du også se eksempler på, hvad det kan blive til, når træ, kreativitet og skills møder hinanden. I projektet ”Skud på stammen” har lærlinge fra Next Uddannelse København lavet nyskabende møbler, der passer til den lille, moderne storbybolig. Se også møbler og projekter fra tidligere Skills-konkurrencer og fra snedkervirksomheder.
Bliv også klogere på bæredygtighed i snedkerfaget. Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed viser nye biogene materialer frem, fx halm og hamp, og fortæller om, hvordan man kan arbejde med dem. Se også deres nye undervisningsmateriale ”Grøn Snedker”, der netop har vundet Københavns Snedkerlaugs Snedkerpris 2025.
Få mere at vide om uddannelserne
Har du fået blod på tanden? Så står to vejledere fra Herningsholm Erhvervsskole klar til at fortælle dig om snedkeruddannelserne og besvare alle dine spørgsmål.
Hvor: Messecenter Herning. Snedkerfagets Try a Skill-stand. Hal M, stand 9463
Hvornår: 10.-12. september kl. 9-17.
Fag: Bygningssnedker, møbelsnedker og maskinsnedker
Aktiviteten er doneret af/præsenteres af: 3F, Dansk Industri, Snedkernes Uddannelser, Herningsholm, NEXT, Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed
Læs mere om uddannelserne her:
Bygningssnedker | Snedkernes Uddannelser
Møbelsnedker | Snedkernes Uddannelser
Maskinsnedker | Snedkernes Uddannelser