Thursday 08. July 2021

Drømmer du om at deltage DM i Skills?

DM i Skills er Danmarksmesterskaberne for de største unge talenter i en lang række erhvervsuddannelser. Over 300 unge fra landets erhvervsskoler konkurrerer om titlen som danmarksmester og, for nogle fag, muligheden for at blive udtaget til Danmarks skills-landshold, der deltager i internationale mesterskaber. Snedkernes Uddannelser deltager i DM i Skills 2022 med 4 fag – maskinsnedker, bygningssnedker, møbelsnedker samt møbelpolstrer.

 

I 2022 er DM i Skills tilbage og afholdes 28. – 30 april i Høng i Kalundborg Kommune. Der forventes 50.000 besøgende, som udover at følge konkurrencerne i de 48 fag, der kæmper om medaljer, også kan opleve 23 demonstrationsfag. Det er ny rekord.

DM i Skills 2022 kommer til at foregå i store festivaltelte, da Høng ikke i dag har faciliteter, der kan rumme DM i Skills.

”Vi kommer til at lave det største DM nogensinde næste år – i den mindste by, vi nogensinde har været i. Til gengæld har vi nu muligheden for at lave et festival-område, og det er en styrke, at vi også kan komme udenfor de store byer. Vi kan mærke en stor opbakning fra hele byen, Kalundborg Kommune og Region Sjælland. Det er også vigtigt, fordi vi kommer til at trække gæster fra hele Sjælland”, siger Michael Boas Pedersen, næstformand for SkillsDenmark.

Til efteråret begynder Regionsmesterskaber rundt omkring på landets erhvervsskoler, hvor også deltagerne til DM for maskinsnedker, bygningssnedker, møbelsnedker samt møbelpolstrer skal udtages. Vinderne af DM i Skills for møbelsnedker og bygningssnedker får mulighed for at deltage i EuroSkills 2023 i Skt. Petersborg.

Tilbage til nyhedsoversigt